Der findes rigtig mange gode bøger om pizza. Der er bøger med fokus på de gode baggrundshistorier, der er bøger med gode personlige pizzaberetninger, der er bøger, som griber vores allesammens passion for pizza videnskabeligt an …og så er der bøger, som The Pursuit of Pizza, der kun indeholder tre ting: Opskrifter, opskrifter og opskrifter.
I 2005 grundlage den 13-dobbelte pizza-verdensmester Tony Gemignani sammen med Michael Shepherd, Siler Chapman, Ken Bryant og Sean Brauser Pizza World Champions. En non-profit, multinational organisation for elite pizzaiolos, som gennem deltagelse i internationale konkurrencer, undervisning, kurser og velgørende arbejde har dedikeret sig til at sprede passionen for at lave og nyde pizza. I skrivende stund har World Pizza Champions mere end 50 aktive medlemmer – og det fine ved The Pursuit of Pizza er, at hovedparten af disse, har bidraget til bogen med nogle af deres bedste og mest inspirerende opskrifter.
Bogen indeholder således mere end 35 forskellige opskrifter fra lige så mange af verdens mest prisvindende pizzabagere – og det er altså passionerede pizzaentusiaster, der har dedikeret sig til at perfektionere den ædle pizzakunst, som her giver de nogle af deres bedste opskrifter fra sig. Bogen indeholder desuden opskriften på Tony Gemignanis basisdej, Will Grants surdej (inkl. surdejsstarter), Laura Meyers direkte grunddej, og Michael og Joey Mecurios glutenfri pizzadej. Du får også anvisningerne til eksempelvis klaret smør, ristede hvidløg, lemon olie og ristede cherrytomater, der kan anvendes på tværs af flere af bogens opskrifter.
Foruden de mange udførlige step-by-step opskrifter i bogen, får du også mere end 40 QR-koder til velproducerede how-to videoer, hvor de mange pizzaiolos giver dig deres anvisninger, tips og tricks til de konkrete opskrifter.
Det her er ganske enkelt bogen til dig, der er på jagt efter nye opskrifter, fordi du vil lære mere, og fordi du vil inspireres til at gå nye veje og nå endnu længere med dine pizzaskills. Stort shout-out til Tony Gemignani og hans team for at dele så rundhåndet ud af deres viden og mangeårige erfaring. The Pursuit of Pizza bør stå på hylden hos enhver pizzafan.