INDKØBSKURV

Indkøbskurv

Klargøring og vedligeholdelse af biscotto sten

/
/
Klargøring og vedligeholdelse af biscotto sten

Det er ikke uden grund, mange vælger at opgradere deres pizzaovn med en håndlavet italiensk biscotto sten. De populære lersten, giver dig flere fordele, og sikrer dig en optimal afbagning af din pizza. En god biscotto holder væsentligt bedre på varmen end eksempelvis en cordierit sten, og så giver den dig en mere jævn varmefordeling, og dermed en bedre balance mellem overvarmen og undervarmen i din pizzaovn.

Denne guide til klargøring og vedligeholdelse vil sikre dig, du får det optimale ud af din biscotto sten, og at den anvendes korrekt. Du kan finde en biscotto sten der passer til din pizzaovn her.

Når du modtager din sten, kan der stadig være støv fra produktionen på den. Støvet kan nemt børstes af med en ovnbørste, og du kan også tørre stenen af med en let fugtig klud.

Er kanterne på stenen lidt for ru, eller passer den ikke 100% ind i din ovn, kan du forsigtigt slibe stenen til med en fin fil eller noget finkornet sandpapir. Vær dog opmærksom på, at en biscotto er en forholdsvis skrøbelig sag, så vær forsigtig med den.

En ægte biscotto er håndlavet, og vil derfor aldrig være helt perfekt. Stenen kan have mindre huller og ujævnheder, men det betyder intet for bageevnen, og giver til gengæld din ovn det helt rigtige rustikke look.

Når du placerer stenen i din ovn, skal det være med den ru side nedad. Den glatte side er bagefladen, og den skal derfor vende opad.

 

 

Når din biscotto er på plads i pizzaovnen, skal stenen forberedes, så den kan klare de høje temperaturer.

Vi anbefaler, du starter med at bage den nye biscotto sten ved halv varme i 60 minutter. Herefter lader du stenen køle af, indtil den igen har stuetemperatur (ca. 20 °C). Vær opmærksom på, at en biscotto er udviklet til at holde på varmen, og at det derfor vil tage flere timer, før stenen igen er kold.

Når din biscotto er kølet ned, bager du den i 60 minutter ved fuld varme, og lader den igen køle af, indtil den har stuetemperatur – Herefter er stenen klar til brug. Processen tager jo en del timer, da man skal vente på stenen køles ned efter opvarmning, men til gengæld skal den kun udføres inden du tager den nye biscotto i brug første gang.

 

 

Når først du er begyndt at bruge din biscotto sten, vil pizzabagningen naturligvis kunne efterlade rester af brændt mel eller toppings, som er kommet i direkte kontakt med stenen. Disse fastbrændte rester, brænder du nemt af, ved at lade din ovn være tændt lidt tid efter du har bagt den sidste pizza.

Når ovnen har stået noget tid ved den maksimale temperatur, vil de fastbrændte rester være forkullet, og kan (når stenen er kølet lidt af) nemt børstes af med en ovnbørste. Undgå at trykke for hårdt med ovnbørsten, da det kan skabe unødige ridser i overfladen af din sten. Det bør iøvrigt slet ikke være nødvendigt at trykke hårdt, da de forkullede pizzarester typisk er lige til at børste af.

Vil du gøre stenen ekstra ren, kan du tørre den efter med en let fugtig klud, men først når stenen er helt kold. Du må ALDRIG udsætte din biscotto for direkte kontakt med vand eller sæbe, da det kan få din sten til at revne, næste gang du varmer den op.

Følger du disse tips til klargøring og vedligehold af din biscotto, vil du kunne have glæde af den i lang tid.

Få besked når produktet er på lager
Indkøbskurv
Din kurv er tomFortsæt med at handle