Der er en god grund til, langt de fleste anskaffer sig en hævekasse eller en dejbeholder som noget af det første, når der skal laves pizza derhjemme.
Der er mange variable, som skal gå op i en højere enhed, hvis du vil lave den perfekte pizzadej. Det er naturligvis altafgørende for det endelige resultat, hvilken opskrift du bruger, men det har også stor betydning, hvilke ingredienser du vælger, hvordan dejen æltes, hvor lang tid dejen hæver og ved hvilken temperatur og luftfugtighed dejen bearbejdes og hæves.
En hævekasse eller dejbeholder giver dig muligheden for at lægge dine dejboller til hævning under rene og kontrollerede forhold, og gør det samtidig muligt at skabe et ensartet miljø, hvor du isolerer dejen mest muligt mod temperaturudsving i rummet. Du har således bedst muligt styr på både temperatur og luftfugtighed, hver gang du skal hæve dej.
Ved at anvende en hævekasse eller dejbeholder, forhindrer du endvidere dejen i at tørre ud og danne skorpe på overfladen, og så sikrer du også, at dejen ikke optager lugt og smag fra andre fødevarer, hvis du koldhæver den i dit køleskab.
Hævekassen eller dejbeholderen er med andre ord dit “hemmelige våben”, når du vil give din dej optimale betingelser for at hæve, udvikle smag og få den helt rette konsistens.
Når du skal vælge, hvilken hævekasse eller dejbeholder, der er den rigtige for dig, er der typisk tre faktorer, der bør være afgørende for dit valg:
- Form og størrelse
- Materiale
- Vedligeholdelse

Form og størrelse
Formålet med både hævekasser og dejbeholdere er præcist det samme – nemlig at skabe et rent og ensartet miljø hvor du nemt kan opbevare dine dejboller, mens de hæver.
Det, der adskiller hævekasser og dejbeholdere fra hinanden, er formen og størrelsen. Hævekasser er rektangulære kasser med plads til seks eller flere dejboller, mens dejbeholdere typisk er runde, og oftest har plads til en enkelt dejbolle.
Både de rektangulære hævekasser og de runde dejbeholdere fås i et utal af varianter i forskellige størrelser og højder.
Højden på en traditionel hævekasse er 7-10 cm, og størrelsen går fra ca. 30 x 40 cm, som passer i et almindeligt køleskab, til 40 x 60 cm, som er en af de mest foretrukne størrelser til pizzarestauranter.
De runde dejbeholdere fås ligeledes i forskellige størrelser og højder, men normalt kan de indeholde fra ca. 700 ml til ca. 1.400 ml. Det gør dejbeholderne til et oplagt valg i private hjem, hvor de passer ind i ethvert køleskab, og samtidig også er anvendelige til andre ingredienser og fødevarer.
Uanset om du vælger en rektangulær hævekasse eller en rund, og mindre, dejbeholder er langt de fleste designet, så de er lette at stable, og derfor praktiske at opbevare.
Materiale
Tidligere fremstillede man hævekasser i træ, men moderne hævekasser og dejbeholdere fremstilles hovedsageligt i hård plast (polypropylen (PP) eller polyethylen (PE)), glas eller silikone, som alle er velegnede materialer, og naturligvis godkendte, til kontakt med fødevarer. De materialer der anvendes i dag, er desuden kendetegnet ved at have en glat overflade, som gør det nemmere at få dejen til at slippe, når du skal have den fra hævekassen eller dejbeholderen ud på dit køkkenbord.
Hvert materiale har sine fordele, og går man efter styrke, kan det give god mening, at vælge en hævekasse i hård plast – men står dit køkkengrej fremme, hvor man kan se det, vil det naturligvis også give god mening at prioritere designet, og her har dejbeholderne i silikone og glas en fordel.
Vedligeholdelse
Både hævekasser og dejbeholdere laves i rengøringsvenlige materialer – men selvom langt de fleste er godkendt til en tur i opvaskemaskinen, er vores anbefaling altid, at du vasker dem op i hånden – det gør vi udelukkende for at passe bedst muligt på dit grej. Lidt lunt vand og opvaskemiddel er rigeligt, og så skåner du din hævekasse eller dejbeholder for de helt høje temperaturer fra opvaskemaskinen og forlænger levetiden på udstyret.

Vælg den rigtige hævekasse
Når du skal vælge, hvilken hævekasse eller dejbeholder, der er den rigtige for dig, vil flere ting være afgørende for, hvilken du bør vælge. For at du kan vælge rigtigt, vil vi derfor anbefale, du overvejer følgende:
1. Hvor mange pizzaer forventer du at lave ad gangen?
Om du skal vælge en rund dejbeholder eller en rektangulær hævekasse, er naturligvis op til din personlige smag, men valget af formen bør også afgøres af den mængde dejboller, du forventer at lave.
Laver du altid fire eller flere dejboller, når du laver pizza, vil vi normalt anbefale en rektangulær hævekasse med en højde på 7-10 cm og en størrelse på minimum 30 x 40 cm.

Laver du typisk fire eller færre dejboller, når der skal serveres pizza, kan de mindre, og runde, dejbeholdere med plads til en enkelt dejbolle sagtens være et bedre valg for dig. De praktiske runde dejbeholdere har desuden den fordel, at de også nemt kan anvendes til andre ingredienser og fødevarer.
2. Vil du koldhæve dine dejboller? Hvis ja, hvor meget plads er der så i dit køleskab?
Hvis du vil koldhæve dine dejboller, er det naturligvis afgørende, om hævekassen eller dejbeholderen kan være i dit køleskab. Langt de fleste runde dejbeholdere passer ind i ethvert køleskab, og vælger du en hævekasse på ca. 30 x 40 cm vil den også passe ind i de fleste almindelige køleskabe. Vi anbefaler dig naturligvis, at du måler efter i dit køleskab, inden du anskaffer dig en hævekasse eller dejbeholder.
3. Skal dine hævekasser eller dejbeholdere stå fremme?
Hvis du ønsker dine hævekasser eller dejbeholdere skal være en synlig del af din køkkenindretning, spiller designet naturligvis en vigtig rolle. Overvej om dit nye køkkenudstyr passer ind i helheden, og hvor meget hævekasserne eller dejbeholderne fylder.

4. Har du behov for at opbevare andet end dejboller?
Får du brug for opbevaringsplads til andet end dejboller, vil vi anbefale dig at vælge dejbeholdere. De er designet til at stå fremme, og så kan de fleste også sagtens anvendes som serveringsskåle. Dejbeholdere leveres oftest med låg og er stabelbare.

Spørg os, hvis du er i tvivl
Vi har altid et stort og varieret udvalg af hævekasser og dejbeholdere på lager, og du kan helt sikkert finde en, som passer til dit behov og dit pizzakøkken. Du kan se vores udvalg af hævekasser og dejbeholdere ved at klikke på knappen herunder, og du er naturligvis også altid velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl om, hvilken hævekasse eller dejbeholder, der er den rigtige for dig.
Se vores udvalg af hævekasser og dejbeholdere her.